379
Vee og Elendighed, kom een eller anden lystig Ting farende ind til mig, afbrød det nye Livs Traad, og rev mig med sig i nye Hvirvler, hvori jeg hastig igjen forglemte mig selv.
Ja, jeg har erfaret det, baade hos Andre og mig selv, at i nogle Menneskers Liv er det grangivelig, som om en ond, skadefro Magt drev sit Spil, lad mig kun reentud sige, sit frie Spil. Det skulde aldrig slaa fejl, netop som de havde fattet deres bedste Forsætter, befandt sig i den heldigste Stemning for det Godes Indvirkning, foer den Onde skinbarlig i dem, og de faldt igjen, dybere end nogensinde.
Og saa vil Man endda nægte, at der gives en Djævel!
Ja, Djævelen, — lad os ikke omgaa Tingen; det nytter ikke — det er ham, der er Tale om. Der gives virkelig en Djævel, og Dæmonernes Tal er Legio.
Men Gud da, den stærke, barmhjertige Gud, forholder han sig da rolig ved dette sule Spil, som drives i Verden og Menneskehjertet? Hvorledes kan det stemme med hans barmhjertige faderlige Forsyn, saaledes at overlade Sjælene i Dæmonernes Vold, og det netop i saadanne Øjeblikke?
Ak, det er jo ham, der ved sine gode Engle har vakt denne Uro og Pine, dette dybe Røre i Sjælen! Det er ham, som har lagt denne Vægt paa Hjertet og faaet det til at sukke, grue og bæve! Det er ham, som har bragt os til sørgelig Bevidsthed om os selv, og
