26
jeg nu videre har at sige. Til alt det Øvrige kom der et Nag af en ganske særegen Art, et Nag, som jeg her i Helvede har for mig selv, ligesom vel sagtens de Fleste have Noget for sig selv at lide, et Nag, som ikke har forladt mig nogen Stund, siden jeg opslog mine Øjne i Pine. Det er en heel lille Historie, men een af de Historier, som gribe dybere ind i Ens Liv, end Nogen skulde tænke.
Min een og tredivte Fødselsdag fejrede jeg i en lille Landsbykro i fremmed Land. Jeg kom tilbage fra et mere end aarlangt Ophold i Udlandet, — lige til Orienten havde min Reise udstrakt sig — i den ulykkeligste Stemning, jeg i mit Liv har prøvet, nedbrudt af Sorg og Græmmelse, af en skuffet Lidenskabs fortærende Nag. Tre vare vi rejste ud; To kom vi tilbage. Kun et Par Dagsrejser vare vi fjernede fra Hjemlandet. Her i denne elendige Bondekippe nødte et frygteligt Uvejr os til at raste.
Men det gaaer underlig til i Verden. Her skulde jeg finde den første Gjenstand, som efter Maaneders Forløb var istand til at vække min Deeltagelse. Det var en pjaltet otte- eller niaars Dreng, hvis Moder, henhørende til en Gjøglertrop, som kort iforvejen havde adsplittet sig, nylig var funden druknet i den nærmeste Hedemose. Det var en smudsig, uvorn, balstyrig Dreng, som ikke vilde lade sig trøste. Han havde elsket, ømt, lidenskabelig, udelukkende; det Samme havde jeg.
