393
lykkelig bekæmpet, fulgte jeg hende hjem; i en næsten om Fortrolighed fulgtes vi ad gjennem de mørke Gader. Men jeg var ikke ædelmodig nok til ej at prøve paa at benytte mig af min fordeelagtige Stilling. Da først lærte jeg la reina at kjende. Hun afviste mig med et Alvor, tillige med en Godhed, som ikke vare til at modstaa. Med en Frimodighed, som Man kun finder i Italien, forklarede hun mig dernæst sin Stilling, og gjorde mig i Virkeligheden til sin Fortrolige. Nu var hun lykkelig, meget lykkelig. Mange syntes godt om hende, Ingen turde foragte hende, og hun var fri som Fuglen i Luften. Dersom hun lod sig forlokke, vilde Alt være tabt; hun vilde kun være en Pjalt mellem Pjalter. Men disse Pjalter, saalænge hun kunde bære dem med Ære, vilde hun ikke bortbytte mod Fløjl, Guld og Hermelin. Hun betroede mig, dog uden at nævne Personer, hvilke store, fristende Tilbud der vare blevne gjorte hende. Men hun havde, sia benito Iddio, sletikke følt sig fristet. Kort at sige, det var ved denne Lejlighed mig, der blev besejret. Et Kys, ikke tog jeg, men det gav hun mig, af et fuldt Hjerte, med Ømhed, men uden Lidenskab, og vi skiltes. Da jeg ikke kunde have hende paa anden Maade, lod jeg hende male.
Men nogle Aar senere forsvandt pludselig la reina. Alle Fristelser havde hun kunnet modstaa, den ædle, stolte Tiggerske; kun Eet havde hun ikke taget med i Beregningen; det var selve Kjærligheden. Den havde tilsidst fældet hende. Hun elskede og hengav sig. En
