Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/408

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

394

Himmel syntes at aabne sig for hende; men dog vare hendes lykkelige Dage forbi. I sine Pjalter havde hun været en Dronning; i Silke og Fløjl blev hun kun en Slavinde. Og havde hun endda blot ikke maattet prøve noget Værre. Men det maatte hun. Forraadt og atter forraadt blev hun vild og frygtelig. En Dæmon var vaagnet i hende; endikke den raa Forbrydelse veg hun tilbage for. Hun vilde have baade Hævn og Erstatning. Endnu stedse var hun et Vidunder af Dejlighed, ikke yndig længer, men majestætisk. Med et koldt, skjøndt glødende Hjerte svang hun sig ivejret, indtil det tilsidst lykkedes hende at forstyrre Hovedet paa en vellystig gammel Fyrste. Kun et Øjeblik stod hun i sin fuldeste Glands, liig et Meteor paa Himlen, dog længe nok til at faa sig hævnet. Med et Knald endte hendes glimrende Løbebane, med Knald og Fald. Hun faldt for aldrig at hæve sig mere.

— Nu hvilede atter hendes Arm i min. O, hvilket Svælg mellem nu og dengang, hiin sildige Aftenstund, da vi saa fortrolig vandrede med hinanden gjennem Roms Gader! I hendes Dragt, skjøndt den ikke bestod af Pjalter, sporede jeg endnu tydelig den fantastiske Maneer fra de gamle lykkelige Dage. Uvilkaarlig kom jeg til at sukke: — Kun i Uskyld er Lykke! — Jeg kjendte hende strax igjen; dog, ak, hvor forandret! Men med hvilke Øjne betragtede hun ikke mig, da jeg bøjede mig over mod hende og hviskede:

La reina! Sta sempre in ricordanza!