Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/409

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

395

Med næsten ængstelig Hast svarede hun, for et Øieblik oplivet og forskjønnet, men tillige gjennembævet af Erindringens fulde Smerte: — O state zitto, zitto! Nell'inferno tutt'e finito! La gioja, l'incuranza, l'amor' e la speranza!


Du maa ikke tro, at jeg fik alle disse Oplysninger eller endog blot en Deel af dem under Polonaisen; dertil vare Møderne altfor korte og flygtige. Naar Man havde hilst paa hinanden, eller Præsentationen var forbi, var der endnu blot Tid til at vexle et Par mere eller mindre heldige Ord; saa maatte Man atter skilles.

Men mange af disse Baldamer kjendte jeg iforvejen, ikke alene dem selv, men deres Historie. Heri Helvede kan Intet skjules, og Krønikerne udbrede sig med en forbavsende Hast. Om nogle enkelte af de mig interesserende Damer har jeg senere med Lethed forskaffet mig al ønskelig Underretning.

Saaledes vil Du kunne forstaa, hvorledes jeg, da det faldt mig ind, ved nogle iflæng anførte Exempler at give Dig en Forestilling om det Pikante i denne saakaldte Polonaises Afvexlinger, kom til at staa Fare for at fortabe mig. Stoffet er nemlig saa rigt, at et Udvalg bliver saare vanskeligt; saaledes kommer Man let til at fortælle Mere, end nødvendigt er og Man egentlig havde isinde. Men nu Nok herom! Selv det længste Bal maa have en Ende.