Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

27

Han havde mistet Alt, hvorved hans Hjerte i Verden hang; det Samme havde jeg.

Men det var ikke Alt; Træk for Træk tiltalte dette Barns Væsen paa uforklarlig Maade min sløve Sands. Hans Heftighed, hans indesluttede, sky Væsen, ja selv hans Ubændighed slog paa underlig Maade an i mit Hjerte. Det var mig, som om jeg saa saare vel forstod ham, som om jeg vilde have teet mig ganske paa samme Maade. Og trods Pjalter og Smuds var det en meget smuk Dreng. De mørke, taarefulde Øjne havde et Blik, som gik til Sjælen; det sammenfiltrede, tykke Haar omgav et Ansigt, som, uden at være regelmæssig smukt, havde noget i høj Grad tiltalende. Det var eet af de Drengeansigter, som Spaniens Raphael Murillo, vilde have malet. Hvad skal jeg tilføje mere: end at jeg, saa at sige, efter det første Blik, i Hjertet havde tilegnet mig ham? Da ingen Andre vilde have Drengen, tog jeg ham. Men selv om jeg skulde have kjøbt ham i dyre Domme, havde jeg ikke givet slip paa ham.

Hans Moder havde kun været kjendt under Navnet: Madame Rosalinde. Drengen selv kjendte heller ikke noget andet Navn, naar undtages Navnet: Moder. Men Rosalinde var aabenbart kun et Kunstner- eller Gjøglernavn. Af Efterladenskab fandtes der Intet, som kunde tjene til Oplysning. Havde der været Noget af den Art, maatte det stakkels Fruentimmer have taget det med sig i Mosehullet. Det Eneste, hvortil der