Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/410

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

396

Da jeg var i Begreb med at forlade Ballet, henvendte en Person, der saae mig ud til at være en rigtig „Bruder Liederlich”, sig til mig med den paatrængende Yttring: — De seer mig ud til at forstaa Dem paa de Dele. Men har De nogensinde bivaanet det store Bal? — Das ist ganz 'was anders. Ich sag' Ihnen, ganz famos! — Og han smækkede med Tungen.

Jeg vidste ikke, hvad Personen meente med det store Bal; men ham havde jeg i alt Fald ikke Lyst til at spørge derom. Det varede dog ikke længe, inden jeg fandt Lejlighed til at faa min Nysgjerrighed ret grundig tilfredstillet.

Henimod den Tid, da Dødsmørket bryder ind, kommer der en sand Raptus over Folk heri Helvede. Alle Kræfter anspændes til Nydelsen af den korte Tid, som endnu er tilovers. At denne vilde Idræt er forfængelig ligesom alt Andet, og kun volder Pine, er naturligviis en Selvfølge. Spil, Sviir, Løsagtighed, alskens ublu og naragtige Forlystelser tage rasende Tilløb; der gives kun eet Maal, at pirre, beruse og bedøve Sandserne. Og dertil gives der i Indbildningen tusinde Midler. Alt er i denne Tid tilladt; Intet er saa vildt og galt og skjændigt, at det jo finder Anklang og Undskyldning. Pakket i enhver Forstand regjerer, og den, som driver Udskejelsen videst, staaer i den største Anseelse. I en saadan Tid, kan Du vel tænke Dig, har det honette Selskab ondt ved at bjerge sig. Hermed er dog ingenlunde sagt, at de Honette staa udenfor Bevægelsen.