404
ganske nært. Da skal jeg see hende igjen. Lad det blive til min Kval, lige meget! Jeg skal see hende igjen! Det vil være frygteligt, atter at synke tilbage i Mørket; men hendes Billede kan dog Ingen tage fra mig. Endog heri Helvedes Pine straaler det for mig. — Kan jeg være ganske forladt af Gud i dette ubrødelige Samfund med een af hans Hellige? Jeg veed, at hun tænker paa mig, ligesom jeg paa hende. Ja, hvad Mere er, jeg veed, at hun elsker mig, om end kun med en Søsters Kjærlighed. O, hvad skal jeg sige? — Kan Gud være Fader, under saadanne Kaar: Søsteren i Himmerige, Broderen i Helvede, evig fortabt! — ?
Du erindrer jo nok, at jeg nylig omtalte en
Traktat, som var gaaet al Kjødets Gang og faren til
Helvede. Affattet i den treenige Guds Navn og „for evige
Tider”, havde den neppe varet i tolv Aar, det vil sige,
kun indtil een af de Mægtige, som havde besvoret den,
fandt gunstig Lejlighed til at træde den under Fødder.
Kort at sige, det blev den gamle Historie om Processen
mellem Ulven og Lammet. Uhindret af de øvrige
Traktatmagter, som, imponerede af det Frække i Daaden,
knurrende trak sig tilbage, uskadt Æren naturligviis,
havde den Stærke i en Hast bragt den Lille og Svage
under sig, og gjort med ham, hvad han vilde,
selvfølgelig Alt dog ganske uinteresseret, kun i Rettens Medfør
og for den kjære Freds Skyld. Ulven forstaaer nok at
belægge sine Ord. Nuvel, den elendige Lille maatte
