28
lod sig knytte et svagt Haab om, engang at finde en Traad i Mørket, var et Mærke, med uforgængelig Kunst tattoveret paa Drengens højre Arm. Det syntes at forestille en Svane; nogle ufattelige Hieroglypher vare tilføjede. Drengen bar et meget almindeligt Navn: Martin, og talte et blandet og brudt Sprog, hvoraf mit Modersmaal tydelig nok var en Deel, skjøndt kun en mindre Deel.
Jeg tog altsaa Drengen med mig; med Vold og Magt maatte jeg tage ham. — Tre vare vi dragne ud; Tre vendte vi tilbage! Men, Du min Gud, hvilken Omvexling!
Under mine Øjne voxede han op, et Barn uden Herkomst, uden Navn. Der opkom aldrig Noget, som havde Hentydning til, hvorfra han stammede. Selv var han dog overbeviist om, og denne Overbeviisning vandt Styrke med Aarene, at det Mærke, han havde paa Armen, før eller senere vilde give Anledning til, at hans Herkomst blev opklaret. Drengen havde ikke ringe Tanker om sig selv. Jeg lod ham aldrig komme fra mig. Folk sagde, at jeg havde anskaffet mig et Stykke Legetøj i den smukke Dreng. Der var noget Sandt deri. Der var en stærk animalsk Natur i ham, og den udviklede sig med forbavsende Frodighed, vistnok for en stor Deel paa det moralske Væsens Bekostning. I Følelsen af sin Kraft, med grundstærke Drifter og Begjærligheder, med en i mærkelig Grad udpræget Egenvillie, var han ingenlunde let at styre. Jeg morede mig unægtelig ved
