Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/421

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

407

en vis indre ubønhørlig Tvang, nødte til uden Ende at forsøge sig paany, uophørlig at lede efter den Perle, som de engang traadte i Skarnet.

Og Folk heri Helvede ere ligesom gale efter det Guds Ord, som de engang foragtede. Helvede er fuldt af Christne, — ja, det lyder underlig, men er dog saa — nemlig af alle dem, hvem Christendommen i Verden kun var et Navn, en Vane, en Vedtægt eller endog blot et Skalkeskjul, af alle dem, der, uagtet de tidlig og silde hørte Frelsens Budskab, dog aldrig gjorde Alvor af at tilegne sig Frelsen i et nyt og bedre Levnet, af alle dem, der enten kun leflede med det Hellige, eller skammelig faldt fra, naar Prøvelsens Tid var forhaanden. Nu fortæres de af en sand Ulvehunger efter Guds Ord; og, fik de blot eet eneste Ord at høre, vilde de være udløste af Pinen. Men det ville de aldrig faa at høre. Og det vide de godt; de Fleste have en lang Erfaring for sig. Men alligevel kunne de ikke Andet end uophørlig paany at storme sammen til det Sted, som de kalde Kirke, og høre, hvad de Mennesker have at sige, som de kalde Præster.

Saaledes ere Kirkerne altid pakfulde. Men det er dog aldrig vanskeligt at faa Plads; thi en Aand, en Skygge kan indskrænke sig i det Uendelige. Derfor behøver Man heller ikke her, som i Verden, at abonnere paa Pladser i Kirken, ligesom i Theatret, hvor Pungen ganske naturlig gjør Udslaget. Det er en Fordeel,