Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/423

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

409

Børn — gamle Børn —? Gives der ikke Mennesker i Mængde, som opnaa en høj Alder uden at blive voxne? — Nuvel, af saadanne gamle Børn tosser der flere, end tælles kan, omkring heri Helvede.

Saa gik jeg da hen for at høre min gamle, engang velærværdige Ven, paa Hjørnet af Kjødets Lyst og Skrøbeligheden. Ligesaa godt ham som en Anden. Der kom dog Intet ud deraf uden Aandsfortærelse.

Jeg kom noget silde. Messen før Prædikenen var allerede forbi; Kirkesangen var igjen i fuld Gang. Men, Gud forbarme sig, hvilken Sang! Istedetfor Lovsange løde de liderligste Viser, jeg i mine Dage har hørt, og kun af Menneskehedens Udskud. Men største Delen af disse til Gudstjeneste forsamlede Mennesker hørte ikke alene til den bedre, saakaldte respektable, men ogsaa til den dannede, saakaldte fine Klasse. Gamle Mænd, hvis hvide Haar skulde have indgydt Ærefrygt, unge Fruentimmer, som Man skulde have troet, vare den pure Uskyldighed, toge ligesom henrykte Deel i denne skamløse Chorsang. Fader og Moder førte an for deres Børn, Manden for sin Hustru eller Elskede, uden al Blusel. Ak, neppe havde jeg indtaget min Plads blandt Mængden, førend jeg ikke var det Mindste bedre end de Andre! Ifølge en uimodstaaelig Magt i mit Indre stemmede jeg i med i den djævelske Hymne. Min Iid gik i en hellig Retning; til at lovsynge stod min Hu. Men til at bespotte blev jeg nødt, saasnart jeg aabnede Munden, hvor meget jeg end krympede mig derved. Det