Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/424

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

410

liderlige Væsen ligesom kildrede mig i mit Inderste, indtil jeg lod mig henrykte som de Andre.

Endelig var Sangen forbi; Præsten stod paa Prædikestolen med en hellig Mine. Men kun et Øjeblik stod han saaledes; saa begyndte han at gjøre de frygteligste og latterligste Grimacer. Det varede en god Stund, inden han saa vidt blev Herre over sine balstyrige Træk, at han kunde begynde:

— Mine andægtige Tilhørere.......

Det var ganske vist hans Hensigt at prædike sig selv og Forsamlingen til Opbyggelse. Men videre kom han ikke i Retning af Opbyggeligheden. Thi det forfærdeligste Vaas strømmede nu frem over hans Læber. Forgjæves holdt han inde og tog sig sammen; han geraadede kun fra det ene Uføre af Vrøvl i det andet. Ved en overordentlig Anstrengelse lykkedes det ham dog endelig at bryde af, og der opstod en Pause. Saa begyndte han igjen, med en stor Force af kunstlet Værdighed:

— Mine andægtige Tilhørere.......

Og blidelig fremgik — tænk Dig min Overraskelse — Væverens Tale i Kirkeforfatningssagen, med en ubeskrivelig komisk Virkning. Han vævede saa grangivelig, som om Man saae Tøjet for sig. Hvis han havde lagt an paa det Latterlige, kunde han umulig have gjort det bedre. Men Intet var fjernere fra hans Tanke, og det var netop Fylden af det Komiske. Ganske betuttet stræbte han blot at komme ud af denne Ord-