411
strøm, som op og ned, ud og ind, førte ham bort med sig. Og han havde endelig Heldet med sig. — Han tager et nyt Tilløb, med megen Salvelse, og lover store Ting. Men, o vee! Inden han selv veed deraf, er han dybt inde i Branddirektørens Tale ved samme Lejlighed.
Dersom det havde været et Kunststykke, vilde det have været uforligneligt. Thi Deklamationens Art var en ganske ny, og Overgangen var ganske brat. Men uden mindste Kunst slog det fuldkommen til. Med Væveriet var det forbi; nu sprøjtede Taleren. I høje, stødvise Straaler udgjød Vandet sig og rislede ned over Sjælene. Men det var ikke dets Egenskab at slukke. Tværtimod var Virkningen en uudslukkelig Latter, hvori Ingen, selv med den bedste Villie, kunde afholde sig fra at deeltage.
Men det stormende Bifald havde sletikke noget Opmuntrende for Taleren. Det var lige stik det Modsatte; han vred sig ynkelig. Endnu en Gang greb han sig med Magt sammen for dog engang selv at komme tilorde. Det kneb; men det syntes at skulle lykkes. Da han efter en kort Standsning begyndte igjen, var det virkelig ham selv, der talte. Men, o Skjæbne — i næste Nu var han slaaet over i Literatens hule, abrupte Fraseologi! Det var livagtig, som om han knækkede tomme Nødder, — der var ikke saa meget som en Orm i dem — og kastede Skallerne fra sig ud over Folks Hoveder. Der var kun een Tanke i hans
