413
i en bekjendt liderlig Soldatervise. Med gruelig Andagt blev Visen i fuldt Chor afsungen.
Saa kom Slutningsmessen. Præsten begyndte:
— I den treenige Guds Navn! —
Det lod sig høre; det var en meget from Begyndelse. Af min fulde Sjæl lyttede jeg efter.
I det Samme forsøgte Degnen, idet han gjorde sig saa lille, som han formaaede, at slippe om forbi Præsten. Men, idet han behændig vilde smutte forbi, greb Præsten ham med stærk Haand i Nakken, kastede ham ned under sig, flaaede i en Hast Kjole, Vest og Skjorte af ham, — det saae ganske ud, som om han flaaede Huden med — og vedblev derpaa, holdende den arme Degn med Jernhaand under sig, som om intet Videre var passeret:
— Der skal for Fremtiden være Fred og Venskab mellem Præst og Degn og deres respective Huse og Familier. —
— — — — — — — — — — — —
Saaledes vedblev han at messe Artikel efter Artikel, og ved hver ny Artikel gav han Degnen et dygtigt Tryk i Nakken, forat han ikke skulde være i Uvished angaaende sin Stilling. Dette ufrivillige Nik skulde tillige betyde hans hjertelige Samtykke. I Forsamlingen gjorde sig meget forskjellige Opfattelser gjældende. Nogle lo og raabte: — Bravo! Forbandet godt gjort! —
