Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/432

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

418

høvede til Livets Nødtørft. Noget førte vi ogsaa altid selv med os.

Lili var dengang vel henved tolv Aar. Min Moder syntes ikke om disse Udflugter; men hun fandt sig deri, da hun var sikker paa at møde en afgjort Modstand fra min Side. — Gjør mig blot ikke Lili for vild! — indskrænkede hun sig til at sige. Men dermed havde det ingen Fare; der vilde have hørt Meget til at forvilde en Natur som Lilis. Paa den anden Side havde hun godt af disse frie Udflugter, som dannede en saa skarp Modsætning til det indskrænkede, tvungne Liv, hun sædvanlig maatte føre.

Det var dejlige Dage. Lilis Selskab var forfriskende for mig som den friske, duftrige Skov. Al hendes Ynde, sjælelig og legemlig, udfoldede sig paa disse frie Vandringer. Som et rigtigt Barn lod hun Munden løbe, som et Barn morede hun sig, lo og jublede over Ingenting, saa at det gav Gjenlyd i Skoven. Hvor let og fri og yndig var hun ikke i alle sine Bevægelser! Hun maatte undersøge Alt, sprang snart til denne, snart til hiin Side, og fandt overalt noget Mærkeligt. Det var forunderligt, saa skarpt et Blik hun havde for Naturens smaa Hemmeligheder. Selv det Mindste, det mest skjulte undgik ikke hendes Agt. Hvor Andre sletikke vilde have seet Noget, saae hun mangfoldige skjønne, underlige Ting: Dyr, Planter, alskens Naturmærkværdigheder. Det var, som om Skoven afhyllede alle sine Mysterier for hendes rene,