Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/438

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

424

Nakke; hendes varme Kind laa op til min. Stille gik jeg videre.

Men den Historie, jeg havde fortalt, havde gjort et stærkt Indtryk paa mig selv. Frelseren, saa levende fremstillet, paatrængte sig mit Væsen, som Barn dobbelt mægtig. Længe var det siden, at jeg havde havt nogen Tanke tilovers for ham. Men min Barnetro, saa dybt den end laa begravet, var dog ikke død endnu; den brød frem fra mit Hjertes skumle Dyb med mange søde og bittre Erindringer. Men de bittre vare de fremherskende. Hvilken Masse af Skyld havde jeg ikke i min korte Levetid samlet paa mit Hoved! Men den største var dog den imod Anna.

Da blev min Byrde tung og stedse tungere. Jeg havde en Følelse, som om det var mine Synders Byrde, jeg vandrede under. Og i Virkeligheden var jo ogsaa Lili, som jeg bar, allerede blandt mine Anklagere, skjøndt hun ikke selv vidste deraf. Havde hun endikke følt det, saa havde jeg dog allerede stor Uret ogsaa mod hende.

Med usikkre Fjed stred jeg mig frem igjennem den mørke Nat. Stormen tog til; det var blevet et sandt Uvejr. Regnen, som slog mig ind i Ansigtet, blændede mit Syn. Højt skyllede Søen op paa den stenede Bred, i hvis Kant Vejen slyngede sig. Oftere var det mig, som om jeg vadede i Vandet, som om Bølgerne vilde slaa sammen over mig og rive mig bort med sig. Vist er det, jeg havde ondt ved at holde mig paa Stien,