Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/441

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

427

ikke have Lyst til at lade Dig bære lidt af min Ven Christofer? — Hvorhen vil Du? —

— Jeg vilde helst til det hellige Land; — svarede jeg rask: — men det er saa langt, og saa skal jeg jo skilles fra Dig. —

— Det er sletikke saa langt, som det synes, — svarede Christus: — og vi To ville aldrig mere skilles fra hinanden. Ogsaa der vil Du finde mig. — Vil Du, saa kom! —

Saa tog den store Christofer mig op paa sine Skuldre, og vandrede bort med mig, langt, langt bort. Om Dagen gik han efter en lille rødlig Sky, om Natten efter en stor, glimrende Stjerne. Jeg vidste, at det var Bethlehemsstjernen. Og vi kom igjennem mange fremmede Lande, saae Mennesker af alle Slags og hørte forskjellige Tungemaal, over Bjerge og Dale, over Floder og Strømme, tilsidst endogsaa over Havet. Der var intet Land at øjne; Bølgerne gik saa højt, saa højt. Da blev jeg inderlig angst og tænkte, at vi skulde forgaa. Men Christofer sagde: — Frygt ikke, mit Barn! Jeg har engang baaret Vorherre. Du vejer kun Lidt imod ham. —

Saa naaede vi da endelig Land og betraadte en sandig Bred. Det var det hellige Land. Og videre gik Vandringen, forbi Jerusalem, ligesom Solen stod op; med sine hvide Mure paa Højene syntes den herlig endnu som i gamle Dage. Nogle faa Skridt videre, og vi kom til en lille Stad imellem Bjergene. Her stod