Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/442

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

428

Stjernen stille. Jeg vidste, at det var Bethlehem.

Christofer satte mig af foran et uanseeligt Huus.

En Dør aabnedes; der stod igjen Barnet Christus. Han tog mig ved Haanden og førte mig ind, idet han med et kjærligt Smiil sagde: — Lili, her har jeg kun en Stald at byde Dig velkommen i. Men engang, naar Du har faaet Nok af Verden, skal det blive bedre. —

Og han slog sine Arme om min Hals og kyssede mig.

— — I det Samme vaagnede jeg. Thi vi vare hjemme. O, Otto, jeg havde saa gjerne drømt noget længer! —

— Synes Dig ikke, kjære Lili, — svarede jeg spøgende: — at det er Alt, hvad Man kan forlange, i en Times Tid at komme herfra til Bethlehem og tilbage igjen, uden at regne alt det øvrige Dejlige, som Du oplevede? —

— Jo, det er sandt. Jeg maa vel give mig tilfreds, indtil Christus byder mig velkommen paa det bedre Sted, hvor han evig har hjemme. — svarede Lili stille.