Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/443

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

429

XXIV.

Jeg havde næsten opgivet at træffe Anna mere; saalænge havde jeg forgjæves søgt efter hende. Hun var ligesom bortblæst af mine Veje, og de vare baade mange og lange. Men Helvede er rigtignok stort, og uden Tal ere dets Indvaanere.

Jeg var for en Tid kommen ganske ud af mine Vaner, jeg kunde gjerne sige, ganske ud af mig selv, ved at strejfe om efter hende, som en sand Vagabond, paa kryds og tværs, baade i og udenfor Sværmen. Men en uudslukkelig, higende Kval drev mig afsted. Det ligesom brændte i mine Indvolde. Jeg tørstede, — slig en Tørst har aldrig noget Menneske følt, selv ikke i en Ørken, med Døden paa Læberne — efter hende tørstede, vansmægtede jeg. Ikke fordi jeg troede, at hun kunde slukke min Tørst; jeg veed kun altfor vel, at hun kun er en udtørret Kilde, udtørret allerede i Verden, endsige i Helvede. Forgjæves vrider hun sine Klæder, Hænder og Haar; der flyder ikke en Draabe Vand af hende. Men hun bærer Nøglen i sig til en skrækkelig