430
Hemmelighed, uden selv at vide deraf. Hun har derved faaet en ny Betydning for mig; hun er atter bleven en Gjenstand for mine Efterstræbelser. O, hvor forskjellige fra hine Dages, da Vellysten under Skikkelse af Blod flød igjennem mine Aarer, da jeg i hende kun saae en Blomst i Naturens store Rige, som det vel lønnede sig Umagen at bryde! Jeg maatte see hende igjen, for i Studiet af hendes Træk at finde en ny Bekræftelse paa det Forfærdelige, som ved forrige Møde var, gaaet op for mig. Ikke just fordi jeg tvivlede; men Vished, hvad Man i Verden kalder haandgribelig Vished, havde jeg dog ikke. Jeg maatte atter og atter tage Sagen for paany, afhøre Vidnerne og fælde Dom — over mig selv. Det var derfor nødvendigt, at jeg igjen fik hende at see. Dog, det var endnu ikke Nok; jeg maatte ogsaa bringe hende til at tale. Hendes Ansigtstræk vare vistnok gode, gyldige Vidner; men hendes Tunge var det sidste store Vidne, hvormed Sagen maatte ansees for afgjort. Om det vilde lykkes mig at faa hende til at staa for Spørgsmaal, det var rigtignok tvivlsomt. Men lige meget, rimeligt eller urimeligt, jeg maatte finde hende og forsøge derpaa!
Endelig, nu ganske nylig, traf jeg hende igjen. Ikke alene traf jeg hende, men kom bag paa hende. Hun sad ved Floden og stirrede saa ubevægelig ned i det sorte, slimede Vand, som om hun omgikkes den Tanke, at styrte sig ud deri. Isandhed, der gives i Helvede dog i det Mindste Noget, som ligner Tilfred-
