Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/445

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

431

stillelse! Jeg glemte for et Øieblik mig selv og Alt over hende. Jeg sneg mig forsigtig nærmere; som en Skygge i Solskin paa Jorden strakte jeg mig fladt ud paa Flodbredden, og kom hende ganske nær. Graat i Graat, jeg var neppe til at adskille fra den dyndede Bred.

I Ro og Mag, skjøndt med feberagtig brændende og bævende Sjæl, gav jeg mig til at betragte hende. Først i dets Heelhed, dernæst Træk for Træk, tog jeg hendes Ansigt for mig. Denne Analyse var ubeskrivelig piinlig; men jeg gjennemførte den trolig. Men Resultatet var overraskende; nær var jeg sprungen op og havde røbet mig. Jeg kunde nu ikke mere begribe, hvorledes jeg engang havde kunnet finde, at Martin ligesom var skaaren hende ud af Ansigtet. Nogen Liighed var der maaskee; ja, den lod sig vel endog paavise. Men hverken i det Hele eller i det Enkelte lignede Martin og Anna hinanden mere, end der retvel kunde skrives paa Tilfældets Regning.

Denne Opdagelse, der med Overbeviisningens Kraft gik mig til Hjerte, skaffede mig en i Helvede hidtil ukjendt Lettelse. Jeg havde endnu aldrig følt Mage til den Hvile, jeg for Øjeblikket fandt i Flodbreddens Mudder.

Jeg fortsatte min Betragtning af hende. Det var mig nu snarere en Nydelse end en Pine. Hver ny Iagttagelse bekræftede min Overbeviisning. Visselig, Martin lignede hun ikke, i det Mindste ikke synderlig!