31
Tiden forløb; jeg begyndte selv at tro, at jeg virkelig havde mistet ham. Dersom jeg sagde, at jeg var rolig ved denne Tanke, da vilde det være en skammelig Løgn. Det nagede, det piinte mig, ja, jeg sørgede; thi, hvordan end Sammenhængen var, saa elskede jeg ham. Og var han fortabt, saa sagde mit Hjerte mig, at jeg var bleven hans Fordærver.
Da begyndte min Sygdom. Jeg siger: min Sygdom; thi jeg havde aldrig før været syg. Min første Sygdom blev min eneste og sidste. Paa Sygelejet fik jeg endnu engang imod al Forventning Brev fra ham. Meningen var dunkel; men Aanden deri var i alt Fald klar. Jeg mere end forbausedes. Han krøb virkelig til Korset; han var saa spagfærdig, saa blød og blid , som han aldrig havde viist sig; der gik en Rørelse gjennem de faa Linier, som jeg aldrig havde kjendt hos ham.
Han bad mig om en Samtale; han vilde komme tilbage som det fortabte, angergivne Barn. Han havde Ting at meddele mig, som nødvendigviis maatte hæve al Tvist mellem ham og mig. En højere Magt havde dømt os imellem. Han nævnede ogsaa hende i Brevet. Men Meddelelsen var saa afbrudt og forvirret, at det var umuligt at afgjøre, om de Oplysninger, han havde at give, angik ham eller hende.
Paa dette Brev fik han heller intet Svar; jeg var allerede for svag til at skrive, og jeg vilde ikke betro mig til Nogen. Og jeg Daare troede, at jeg om et Par Dage igjen vilde være kommen mig.
