Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/450

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

436

end at være ene med sig selv, naar Hjertet er fuldt af onde Erindringer. Nat og Dag gik næsten i Eet for mig; det var mig ikke alene, som om Mørket bestandig tog til, men som om jeg bestandig sank dybere og dybere i Mørket. Og dog var dette Mørke kun en ringe Forsmag paa det Mørke, hvori jeg nu sidder. Dengang forekom det mig saa grueligt; men det var Intet, slet Intet! Nu vilde et saadant Mørke være mig idel Lys og Lyksalighed.

Jeg havde Venner nok; men dog fik jeg kun sparsomme og korte Besøg. Det var ikke Enhvers Sag, saaledes at sidde hos mig i Mørket og anstrenge sig for at underholde mig i min vrantne og vanskelige Stemning.

Der sad jeg altsaa, for det Meste muttersalene. Dog ikke alene; vi vare To. Mit andet bedre Jeg var hos mig. Det var længe siden, jeg havde havt Lejlighed til at omgaaes det. Det var, rettere talt, ganske blevet borte for mig. Nu sad det hos mig; nej, ikke hos mig, men lige overfor mig, Ansigt til Ansigt med mig. Mellem os To var Mørket ikke til Hinder. Jeg kan ikke sige, at jeg just holdt af dette Selskab; men jeg var nødt til at taale det. Det havde kun indfundet sig for at gjøre mig Bebrejdelser. Saa kivedes vi da med hinanden, og havde aldrig Fred.

I ethvert Menneske er der af Naturen saadanne to Personer, og de kunne ikke enes, skjøndt de ikke alene ere Brødre, men udgjøre et Tvillingpar, i Liighed med Kastor og Pollux. Det er ikke fordi det skorter