437
Paa en naturlig Kjærlighed imellem dem; en saadan Kjærlighed er forhaanden; men kun under Strid og Kiv finder den sit Udtryk. Denne Tvehed i Mennesket er Syndens Karakteermærke. Kunde denne Tvehed hæves, vilde Synden og dens ulyksalige Følger ikke være mere.
Og den kan hæves; det erfoer jeg i hine mørke Dage. Som sagt, vi kivedes og kjævledes, og der var ingen Mulighed i at komme til Forstaaelse. Der gives ikke noget mere haardnakket og paastaaeligt Væsen end et saadant bedre Jeg. Intet vilde det opgive selv, men fordrede, at jeg skulde opgive Alt, at jeg skulde fornægte mig selv indtil Blodet, indtil Døden, for ganske at gaa op i det. Det hverken vilde eller kunde jeg.
Dog, jeg kunde. Snart mærkede jeg, at der var ikke to, men tre Personer tilstede. Foruden os To, som kivedes, var der endnu en Tredie, som mæglede os imellem, fuld af Alvor og Kjærlighed. Mit eget Jeg kunde jeg modsige; men ham kunde jeg ikke sige imod. Jeg følte, at han havde Ret i Alt; jeg følte ogsaa, at jeg igjennem ham kunde komme til Forstaaelse og Eenhed med mig selv, og begynde en ny og bedre Tilværelse. Jeg vidste, hvem Mægleren var, ikke alene en Mægler mellem mig og mig selv, men mellem mig og min Gud. Det var jo Guds egen Søn, engang født i Kjødet.
Dengang var jeg ganske i hans Magt. I den mørke Krog, hvorfra ingen Undvigelse var mulig, havde den gode Hyrde endelig faaet fat paa sit arme, vildfarende Lam. Han holdt det allerede i sine Arme.
