Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/452

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

438

Men det var kun ham, der vilde; jeg vilde i Virkeligheden ikke. Det var kun modstræbende, at jeg føjede mig i hans Favnetag; der var Noget i mig, der ligesom kun lurede paa Lejlighed til at undvige.

Og denne Lejlighed udeblev heller ikke; den udebliver aldrig, hvor Daaren i os er rede til at benytte den. Den Onde, som endnu ingenlunde havde opgivet sin Ret til mig, behøvede kun at gjøre en ganske lille Opfindelse.

Han opfandt et Spil, som lod sig spille i Mørke. Een af mine gode Venner gav han Æren for Opfindelsen, og førte ham til mig. Jeg modtog ham naturligviis med aabne Arme, ikke alene som Ven, men som Befrier. Hvilken prægtig Opfindelse, dette Hazardspil, dobbelt interessant, fordi det lod sig spille, ja, egentlig kun lod sig spille i Mørke!

Og vi gave os til at spille, jeg og min Ven, nej, — jeg og den arge Fjende. Min Medspiller var i Virkeligheden ikke nogen ringere Person end selve Mørkets Fyrste. Og Spillets Gjenstand — det vidste jeg ikke dengang, men det veed jeg nu — var intet Mindre end min evige Velfærd. — Jeg maatte naturligviis blive den Tabende.


Jeg kommer saa levende en velsignet Aftenstund ihu paa Middelhavets Vover. Dagen havde været trykkende hed; men henad Aften var der sprunget en blid Vind op fra Nordvest. Luften var igjen ligesom bleven