439
levende, og bølgede i friske, balsamiske Strømme henover Dækket. Voverne hævede sig atter med en mild Brusen og et let Skum paa Toppene. Lystige Delfiner tumlede sig trindtom Skibet.
Solen var lige gaaet ned i hele sin Pragt; i et brændende Rødt med lyse Guldstriber glødede den vestlige Horizont over det joniske Hav. Hastig vilde Tusmørket falde paa, og Glandsen svinde. Det var kun et Moment, men ubeskrivelig dejligt. Tilvenstre havde vi Cytheras henrivende Ø; over den hævede sig Mainas Bjergland i alvorsfuld Højhed med sine skarpe Konturer og stærke Skygger. Der var fordum Sparta. Tilhøjre havde vi det vidt udstrakte Kreta med det himmelhøje Idabjerg; dets Snetop glødede i Aftenrøden.
Endelig vare vi for en Stund blevne alene, Lili og jeg. Paa Dækket faldt det kun sjelden i min Lod, at være alene med hende. Hendes Skjønhed og blide, yndige Væsen havde fortryllet hver Sjæl ombord, og Hvo som blot kunde vinde Adgang til hende, forsømte ingen Lejlighed til at bringe hende sin Hylding. Og herved kom jeg til at gjøre en ganske mærkelig Opdagelse med Hensyn til mig selv. Jeg havde en meget stærk Tilbøjelighed til Skinsyge; men paa Lili, som dog var mig det Kjæreste, jeg havde kjendt i Verden, kunde jeg ikke blive skinsyg. Jeg kunde blive utaalmodig, ærgerlig over al denne Paatrængenhed, hvori Lili fandt
