440
sig med saa godt Lune; men skinsyg følte jeg mig aldrig noget Øjeblik.
Vi vare altsaa alene. Men disse kostbare Øjeblikke syntes at skulle gaa ubenyttede forbi. Lili sad lænet tilbage, med Hænderne trykkede mod Barmen, og var bleven ganske stille; med et aandsfraværende Blik var hendes Øje henvendt paa Moreas Kyster. Jeg paa min Side var ligesom deelt imellem det store, herlige Panorama omkring mig og en ganske lille Ting, dog ikke mindre herlig, en Lok af glindsende sort Haar, hvormed Vinden paa den kjælneste Maade legede paa Lilis runde Skulder. Men brat blev denne lykkelige Betragtning afbrudt. Det forekom mig, som om Lili drog sin Aande uregelmæssig og tungt, og, da jeg saae hende i Ansigtet, var der et paafaldende Udtryk deri. Det var ikke alene, som om Rødme og Bleghed strede med hinanden om Herredømmet derpaa, men tillige, som om Aanden stred en Kamp fuld af Ængstelser.
Med Magt betvang jeg min egen Ængstelse, og spurgte: — Hvad fejler Dig, Lili? —
— Jeg veed det ikke. — svarede hun efter et dybt Aandedræt: — Mit Hjerte blev pludselig saa uroligt, og jeg følte mig saa inderlig beklemt. Men, ængst Dig ikke, min Ven! Nu er det bedre. —
Og det lod virkelig til at være blevet bedre. Jeg tog hendes Haand, og vi sade igjen en Stund ganske stille hos hinanden. Natten var ved at bryde ind, en paradisisk Nat. Kysterne svandt mere og mere hen
