Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/455

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

441

liig graalige Skygger; kun Idabjergets Top havde en svag Glands endnu. Stjernerne brøde i Myriader frem paa den mørke Himmel; ogsaa Havet begyndte at give Glimt paa Glimt.

— Hvad tænker Du paa, min egen Lili? — spurgte jeg, idet jeg blidt trykkede hendes varme Haand.

— Vil Du vide det, Otto, — svarede hun sagte, og lagde ogsaa den anden Haand uvilkaarlig indeni mine: — saa lad mig fortælle Dig en lille Historie, som netop falder mig ind! —

Og Lili fortalte:

— Der var engang et stakkels Menneske, hvem gudfrygtige Forældre kun havde efterladt et godt, ærligt Navn og et fromt, gudhengivent Hjerte. I sig selv er dette Meget; men i Verdens Øjne gjælder det kun Lidt.

I Begyndelsen gik det ham vel i Verden, men senere desto værre. Først mistede han sin suurt erhvervede Formue. Da pegede Folk ad ham og sagde: — See, hvilket elendigt Menneske! —

— Ikke endnu. — svarede han: — Gud er min Trøst! —

Men Ulykken vedblev at forfølge ham. De fleste af hans Venner faldt fra; de faa, som bleve tilbage, forraadte ham. Han blev bedragen, bagvadsket, almindelig miskjendt.

Da rystede Folk paa Hovedet ad ham og sagde: — Nu maa Du dog vedgaa, at Du er et elendigt Menneske? —