Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/457

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

443

Art; det er netop det Fortvivlende. Det vil altid forblive mig uklart; jeg vil aldrig faa det at vide.

Jeg har allerede mange Gange gjennemgaaet vort Forhold fra Begyndelse til Ende. Snart synes mig, snart synes mig ikke; det er og bliver tvivlsomt. I sig selv er det sletikke sandsynligt, at hun skulde være kommen til at elske mig, som hun havde kjendt fra Barndommen af, i hvem hun ifølge Alt snarest maatte see en Broder, en ældre Broder. Alderen var ogsaa en Hindring; jeg var jo meget ældre end hun. Det er heller ikke rimeligt, at hun, hvis Hu fra tidlig Alder var himmelvendt, skulde have bundet sin Sjæl til en saadan Jordklods af Menneske, som jeg var. Og hun døde jo saa ung, i Idealernes lykkeligste Alder.

Men, uagtet alt dette, naar jeg mindes den Inderlighed, hvormed hun hang ved mig, hendes mageløse Hengivelse i Stort og Smaat, den milde, men stærke Glad, som saa ofte brød frem af hendes Væsen i Forholdet til mig, — naar jeg dernæst betænker, at jeg var saa godt som den eneste yngre Mand, hun nogensinde lærte at kjende, hvor meget jeg i Virkeligheden var for hende, jeg kunde gjerne sige: Alt, hvorledes jeg, saa at sige, var eneraadig over hendes Væsen og Skjæbne, — saa forekommer det mig umuligt Andet, end at hun maa have elsket mig. Ikke med min Kjærlighed, naturligviis ikke med den, men med hendes egen, med hiin guddomlige Kjærlighed uden Lidenskab, hvoraf jeg saa tidt i