Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/461

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

447

jeg levet i dette Navn. — — Men der var et Dyb deri, som det aldrig lykkedes mig at udtømme, saa kjærlig jeg end var imod Dig. — Jeg følte saa tidt, at Du fortjente en større og bedre Kjærlighed end den, jeg havde at byde Dig. — — Og dog, mine lykkeligste Timer har jeg tilbragt med at grunde over den fulde Betydning af dette dyrebare Navn. — Der forekom mig stedse endnu at være Noget tilbage deri, som fattedes mig til en fuldkommen Lykke. Men jeg udfandt det aldrig. — Men hisset hos Gud, Otto, vil der Intet fattes os mere, naar vi kalde hinanden ved det skjønne Navn: — Min Ven, Du min Ven! —

Paa det Sidste tog hendes Uro saaledes til, at hun i ingensomhelst Stilling paa Lejet kunde finde Hvile. Jeg maatte da tage hende op i mine Arme og sidde med hende paa Kanten af Sengen. Med sit Hoved paa mit Bryst fandt hun endelig Ro.

Der sad jeg med hende, i korte Mellemrum den ene Time efter den anden; — alene Gud kjender min Kval. Hun rørte sig ikke, hendes Øjne vare lukkede; kun paa det uregelmæssige Aandedrag og den stedse svagere, intermitterende Puls kunde jeg kjende, at hun endnu levede. Jeg sad med hendes Haand i min — ak, den var allerede kold! — og iagttog Pulsslaget i en aandeløs Spænding. Jeg ligesom kun levede i dette Slag, — o, hvilket jammerfuldt, bævende Liv! Haanden blev stedse koldere; jeg havde mere og mere ondt