448
ved at fornemme Pulsslaget. Snart, snart maatte det være forbi!
Og det var det. Men pludselig slog hun Øjnene op; med et fuldt, paa overjordisk Viis straalende Blik mødte hun mit dunkle Blik og hviskede: — min Ven! —
Det var snarere et Aandepust end en Hvisken. Men jeg hørte og forstod hende. Ude af mig selv trykkede jeg et helligt Kys paa hendes Pande.
Hun bevægede atter Læberne; men ingen Lyd kom til mit Øre. Ligesom ved en Indskydelse randt mig ihu, hvad hun engang havde fortalt mig om Korsets Tegn, der altid plejede at give hende Fred. Uvilkaarlig slog jeg Korsets Tegn for hendes Bryst.
Da opklarede et Smiil hendes Aasyn, ligesom en Afglands af Himmeriges Herlighed. Det var kun et Glimt. Hendes Øjne faldt til, kun en let Bæven, og hun var ikke mere. Det var et Liig, som hvilede ved mit Bryst.
Da var det ude med min Fatning; det var hende, der ligesom paa overnaturlig Maade havde holdt mig oppe. Jeg blev rasende, afsindig af Smerte. Dog, derom lad mig tie!
