449
XXV.
Det er længe siden, jeg skrev Dig til. Mange Gange har jeg havt Pennen i Haand; men jeg lod den igjen falde. Hvad jeg havde oplevet, var det umuligt at beskrive. Og dog, mit Hjerte er saa tungt og trangt. Jeg maa udtale mig; jeg maa, ja, jeg maa efter fattig Evne gjøre Dig til min Fortrolige. Saa hør da, hvad jeg i min Vaande har at sige:
Det store Øjeblik nærmede sig, stedse hastigere. I stedse dybere Drag slugte Afgrunden Mulmet; Lyset havde naaet sit Højeste i et klart, gjennemsigtigt Tusmørke. Ligesom en Morgenrøde brød frem i det uendelige Fjerne hiinsides Afgrunden. Jeg vidste det, der laa Lyksalighedens Land. Hastig bredte Glandsen sig ud og blev højere og højere. Det var Farver af en ukjendt, unævnelig Dejlighed. Kun i Drømme eller gjennem Tonerne faa Menneskene stundom en Anelse om en saadan Herlighed.
Alting hvilede i Helvede, eller rettere, Alt gik op i een Tanke, saa vidt som Helvede strakte sig. Millio-
