450
ner af higende Væsner vare vendte i den samme Retning. Nogle stode stive som Saltstøtter og stirrede ind i den opstigende Glød; Andre vare sunkne i Knæ, atter Andre laa paa deres Ansigter. Men der var ogsaa dem, der trodsig havde bortvendt sig. Jeg stod, spændt og bævende, blandt de Første, og havde glemt Alt omkring mig.
Pludselig var det, som om et Forhæng eller Dække brast, og i almægtige Strømme vældede Lyset frem; det var, som om Alverden stod i Flammer. Et kvalt Suk lød igjennem Helvede fra de Milliarder fortabte Hjerter. Men jeg sandsede Intet mere. Ligesom truffen af Lynet faldt jeg paa mit Ansigt til Jorden.
Hvor længe jeg laa saaledes, blændet og bedøvet, veed jeg ikke; det varede dog vist kun nogle flygtige Øjeblikke. Da jeg atter kom til mig selv, var Lyset blevet stadigt og mildt; lidt efter lidt vænnede jeg mig dertil, og jeg kunde, uden at blændes, see ind deri. Længe saae jeg dog Intet. Men da jeg, i den faste Overbeviisning, at der dog maatte være Noget at see, vedblev at stirre, — o, vidunderlige Ting! — dæmrede en heel uendelig Verden frem for mit Blik, i aldrig anet, i utrolig Herlighed. Ja, jeg maa sige: utrolig, skjøndt jeg ikke tvivlede noget Øjeblik. Jeg vidste, at det var Lyksalighedens Land, at det var Paradiset, som udbredte sig for mig. Først var det, som om Øer og vidtudstrakte Kyster dukkede frem af Lyshavet i den blideste Farvepragt. Men efterhaanden samlede disse
