Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/465

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

451

adspredte Dele sig til et Heelt af en saa umaadelig Udstrækning, at selve Jorden kun syntes at være en Plet derimod. Men saa stor denne nye Verden end var, saa udgjorde den dog kun eet eneste Sted, en ynderig, lystelig Have, velsignet over al Forstand og Maade. Selv de dejligste Egne paa Jorden ere derimod kun at betragte som Elendighedens Boliger. Mere kan jeg ikke sige. For at kunne sige Mere, maatte jeg være en Engel. Ak, Du veed, hvad jeg er! — Gud være dog lovet, ikke nogen Djævel. Kun en stakkels elendig Sjæl, som seer Fortabelsen for sig.

Bævende mellem Henrykkelse og en skjærende Smerte saae jeg ind i Paradiset, dybere og dybere, vel de Tusinder af Mile. Ja, ligesaa vidunderligt, som Skuet var, ligesaa vidunderlig var min Rækkeevne. Alle Paradisets Egne kunde jeg i Aanden ligesom gjennemvandre, og dvæle paa hver en Plet. Og Intet undgik min ekstatisk opvakte Sands. Jeg fornam de milde, balsamiske Luftninger, Træernes blide Susen, Kildernes Rislen, hvor jeg i Aanden dvælede eller foer forbi. Jeg kunde beundrende iagttage hver herlig Frugt, hver enkelt lille Blomst, ja, hver en Dugperle i Græsset. Jeg saae, hørte og følte til samme Grad af Fuldkommenhed. Der var Musik overalt i denne himmelske Natur. Ingen Vanddraabe faldt, intet Blad rørte sig, ingen Blomst aabnede sig uden at give sin Klang. Og alle disse søde Toner fløde sammen i een henrykkende Harmoni. Endnu saae jeg ikke noget levende Væsen. Men det var,