Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/472

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

458

Sjæle gjøre blot, hvad de maa gjøre, og, naar undtages denne Drift, ere de indbyrdes ligesaa uenige som alle de øvrige.

Nok er det, paa Farten maatte jeg. Naar jeg føler mig ret bundløs elendig, finder jeg en vis fortvivlet Tilfredstillelse i at Pile frem igjennem det uendelige, sporløse Rum, ligesom iblinde, uden Maal og Meed. Det er mig kun om den vilde Fart at gjøre. Ja, ligesom iblinde; thi jeg agter ingensomhelst Hindringer. Jeg farer lige lukt igjennem de tykkeste Mure, den tætteste Folkestimmel, tværs igjennem Huse, Kirker, Paladser, ja selv igjennem Mennesker og Dyr, om de komme mig ivejen. Det volder rigtignok nogen Forstyrrelse; men Man er vant til Sligt heri Pinen. Man veed, at det ikke er Andet end en fortvivlet Sjæl, og hjælper sig igjen tilrette, som om Intet var forefaldet.

— Hvorledes gider Du dog det? — udbryder Du maaskee. Ja, derom maa Du vel spørge. Jeg veed virkelig heller ikke selv, hvorledes jeg gider. Enhver har heri Helvedes Pine sin naturlige Plads, og der gjør han bedst i at blive. Jeg har min, og fører der, som Du veed, hvad Man nærmest maa kalde en pæn, adstadig, borgerlig Tilværelse. Men nu og da kommer der en Raptus over mig; saa bryder jeg pludselig med al Anstand og al god gammel Skik, og borte er jeg, i vildere Flugt, end nogensinde en Vildgaas har sat op i Verden.

Hvad der egentlig ligger til Grund for disse Ek-