Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/474

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

460

egen Henrettelse? Nuvel, noget Lignende finder Sted heri Helvede.

Som Du veed, vel ogsaa uden min Antydning, der udentvivl kun har været ufuldkommen, er der en umaadelig Afgrund befæstet mellem Pinens Sted og Paradiset. Umaadelig, siger jeg; jeg vilde sige frygtelig tillige, hvis ikke dette Ord, kun møntet paa jordiske Tilstande, var altfor svagt til at betegne denne Afgrunds Rædsler. Det er Djævlekrogen. — Forstaaer Du det saa? — I Dybet brænder den evige Ild, beredt Djævelen og hans Engle. — Hvor langt denne Afgrund ligger borte? — Jeg kan ikke sige Andet, end at den ligger ved Helvedes Ende. — Hvor nær Man kan komme den? — Allerede paa hundrede Miles Afstand begynder Man at svimle og at ængstes indtil Døden, og alligevel drages Man nærmere og nærmere. Hvorledes Man tilsidst slipper derfra, er mig endnu en Gaade. — Hvor viid denne Afgrund er? — Naar Paradiisglandsen er oppe, naaer Blikket med Lethed derover. Men jeg skulde fejle meget, om ikke det store Ocean i Verden kun forslaaer Lidet derimod.

Af denne Afgrund fremvælder det gyselige Mørke, som lidt efter lidt tager Lyset fra os. Derpaa ligesom sluger den Mørket igjen. Det bliver lysere og lysere, indtil Glandsen fra Paradiset bryder sejrende igjennem. — Men jeg veed igrunden ikke, hvorfor jeg fortæller Dig dette. Hvad jeg egentlig havde at sige, er blot dette: nu er det store Øjeblik overstaaet, med alle dets Rystel-