Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/475

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

461

ser, og jeg har endda Kraft til at fortvivle endnu. Lyset tager igjen mærkelig af; vi gaa tilbage mod Natten.

Men vi vare jo ved Afgrunden. Du venter maaskee, at jeg skal beskrive Dig Stedet? — Du kunde ligesaa godt forlange af mig, at jeg skulde skildre Dig Paradiset som denne Afgrunds Rædsler oppe og nede. Jeg vilde komme ganske ud af mig selv, jeg vilde komme til at fantasere, saa nyktern jeg er, dersom jeg prøvede derpaa. Ligesaa lidt maa Du vente at erfare, hvad Man føler paa denne Fortabelsens Rand. Dog bi! For i det Mindste saa nogenlunde at stille Dig tilfreds, lad mig fortælle Dig, at der staaer mere end een riig Mand ved Afgrunden og seer den Fattige hiinsides i Abrahams Skjød, udstrækker Armene og trygler om en Draabe Vand. Thi han pines svarligen. Hiin første rige Mund i Evangeliet skal efter Sigende have fundet Forløsning.

Ogsaa jeg har tryglet, med hele Fortvivlelsens Kraft. Men Ingen, Ingen hørte mig. Jeg havde gjerne styrtet mig i Afgrunden, i Armene paa det hylende Djævleslæng dernede. Hvilken Magt der holdt mig fra det, og hvilken Magt der førte mig tilbage, veed jeg ikke. Skulde der dog endnu gives en forbarmende Gud over mig?

Det var den anden Valfart til Landet ved den svælgende Afgrund. Her sidder jeg nu og tænker paa, hvorledes jeg dog kunde lade mig lyste paa slig fortvivlet Maade. Men her have vi sletingen Magt over vore