Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/48

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

34

ler aldrig til Virkelighed med Glemselen. Ogsaa den er kun en Indbildning.

Men Lysskjæret oplivede mig; ja, der kom virkelig en vis ny Livsdrift i mig. Jeg samlede min ynkelige Person sammen, og foer igjen afsted, i Retningen af den fremstigende Dæmring. Hvor længe og hvor langt jeg foer, gjør Intet til Sagen; nok sagt, snart var jeg midt inde i Helvedes Elendighed, og ikke længe varede det, inden jeg havde naaet mit Sted. Da kunde jeg atter lade Hvile falde paa mig. Sagde jeg: Hvile? Een Gang for alle maa jeg bede Dig, ikke at lade Dig vildlede af slige taabelige Udtryk, som jeg endnu kun bruger af gammel Vane. Her paa dette Pinested kan der naturligviis ikke i nogensomhelst egentlig Forstand være Tale om Hvile. Jeg meente kun: her havde den ifølge indvortes Drift saa og saa længe fortsatte Fart foreløbig Ende.

Det er forunderligt, saa hastig jeg blev orienteret, saa hastig jeg fandt mig tilrette i disse forrykte, indtil Fortvivlelse tomme og forsmædelige Forhold og Tilstande. Ligesom ifølge Instinkt bar jeg mig ad ligesom alle Andre, naturligviis dog paa en med min Individualitet overeensstemmende, ejendomlig Maade. Jeg bidrog Mit til at gjøre Helvede til et Skygge- og Vrængebillede af den Verden, jeg havde forladt, og kunde ikke Andet. Var jeg mig end bevidst, at det var mig selv til bittreste Haan og Spot, saa maatte jeg dog gjøre det.

Enhver føler nemlig en uimodstaaelig Trang til at