Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/482

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

468

ømme Farvel ganske glemt. Det bæver endnu kun som en ulykkelig Las over Graven.

Ak, men hvorfor var det ogsaa at faa saa billig! — Og dog var det saa smukt, baade paa Læben og for Øjet, saa smukt og rørende! Hvori laa da Fejlen? Ak, Sjælen manglede! Det var kun et Pust fra Lungerne; Hjertet havde ingen rigtig Deel deri. Og dog troede den ømme, sorgfulde Efterladte det maaskee. Men det er Sandhed, Sjælen var ikke deri. Den havde listig draget sig tilbage til sit allerinderste Rum for at afvente bedre, lykkeligere Tider. Og yde bedre Tider kom, og bleve hilsede med Jubel, den hulde Glemsels Tider. Da dukkede Sjælen atter frem fra sit Dyb, med forøgede Attraaer og Længsler, varme og higende, for at leve blandt de Levende og ikke blandt de Døde. Da havde Forkrænkeligheden for længe siden sønderrevet og henvejret hiint skjønne Farvel, som var gjort saa godt, og havde været at faa saa billig. Der var Ingen, der sukkede over den sunkne Grav uden de tungsindige Nattevinde!


I den senere Tid er Alt gaaet op for mig i een stor, overvældende Smerte. Hvad har jeg ikke lidt! Nu lader det til, som det hedder i Verden, at ville fordele sig. Et Tegn blandt andre er, at de onde Erindringer med allehaande Nag igjen begynde at strømme ind paa mig.

Du maa heraf dog ikke drage den Slutning, at