Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/485

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

471

Heri var der vistnok ikke noget Ondt; men ikke destomindre tog jeg Forargelse deraf. Kort og godt, i en ærgerlig Time benyttede jeg mig af den Ret, som Loven gav mig, og lod slaa Brædder for det forargelige Vindue.

Men denne min Ret var en stor Uret. Min lille Have var een af de største Velsignelser, som vare faldne i den stakkels Piges Lod. Der var Blomster, og hun elskede næsten lidenskabelig Blomster. Der var Grønt, og det Grønne gjorde hende saa godt i hendes svage Øjne. I Baggrunden af Haven var der et Lindetræes Lysthuus, hvor en Mængde Smaafugle havde sit Tilhold, og hun holdt saa inderlig af Fuglene og deres Kviddren. — Ved at slaa Brædder for Vinduet havde jeg ikke alene berøvet hende alle disse Herligheder, men ogsaa den friske Luft, ja endogsaa Lyset, som hun nødvendig behøvede til sit Arbejde.

Det faldt mig da ogsaa snart ind, at jeg havde gjort mig skyldig i Noget, som lignede en Grusomhed. I nogen Tid lod jeg det løbe rundt i mit Hoved og Hjerte. Endelig, da jeg havde faaet et menneskekjærligt Forsæt færdigt, gik jeg ind til Naboen. — Men da var det for silde. Den stakkels Pige havde været nødt til at rømme den Bolig, som var bleven hende kjær og hellig ved femten Aars Glæder og Sorger.

Atter en Ubetydelighed, det vil da egentlig sige, ikke i og for sig, men i Mængden af mit Livs onde Gjerninger. Men, tro mig, det svier for Hjertet!