Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/487

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

473

deri. Det var af Kjælenskab, at den slog højt op med Nakken, som om den vilde stejle, og ved Bidslet strakte den unge Piges slanke og smidige Legeme ud i dets fulde Længde, ja, truede med at lette hende fra Jorden. Men Pigen holdt trolig fast, og gav sig ikke. Det var af Kjælenskab, at den nappede hende snart i Halstørklædet, snart i Huen. O vee, der fløj Tørklædet af og gav hendes hvide, fyldige Hals og Barm blot for mine Øjne! Og ikke længe efter gled hendes Nakkehaar frem under Huen og rullede i gyldne Bølger ned over Ryg og Skuldre! Hendes Forlegenhed voxede. En høj Glød brændte paa hendes Kinder; i hendes Blik luede en ustadig Ild, som ikke var langt fra Vandet. Højt og uregelmæssig bølgede Varmen, medens hun med aandeløse Ord stræbte at berolige Dyret. Ved Bidslet svingede det hende snart hid, snart did; paa Tæerne, med opløftede Arme, blev hun nødt til at gjøre de frieste, yndigste Bevægelser. Navnlig troede jeg aldrig at have seet nydeligere Trin, end hun saaledes ufrivillig kom til at gjøre med de nette Fødder under de korte, svajende Skjørter. — Det var meget egenkjærligt af mig, det maa indrømmes; men jeg havde ondt ved at løsrive mig fra Skuet af saa store naturlige Yndigheder.

Men det fik en brat Ende. Ved en Svingning fik Pigen Øje paa mig; jeg var nødt til at træde frem. Hvis hun i dette Øjeblik havde sluppet Hoppen, da havde hun, jeg tilstaaer det, kun gjort mig min Ret.