Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/488

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

474

Men hun holdt trofast ved, indtil jeg kunde tage Tøjlen i min Haand. Men det Blik, hvormed hun mødte mit, — med et blandet Udtryk af Fortrydelse, Blusel og Vrede traadte en glindsende Taare frem deri — under dette Blik har jeg nu atter og atter maattet krympe mig. Førend jeg svang mig i Sadlen, vilde jeg lægge en Daler i hendes Haand. Men hun lod den falde til Jorden og vendte mig Ryggen, uden een eneste Gang at see sig om, medens jeg lod Hoppen courbetterende følge et Stykke efter hende.

See, det er dog virkelig kun en Ubetydelighed. Jeg havde Uret mod Pigen, det er sandt; men hun havde slet ingen Skade deraf. Tværtimod antager jeg for vist, at dette lille Eventyr har givet hende en gavnlig Lære med Hensyn til at vogte sig — for Lapsene fra Staden.

Men alligevel — alle slige Erindringer maa vende tilbage og heri Helvede gjøre deres Krav gjældende. Tilværelsens Lov er en fuldkommen Retfærdighed, og denne Lov gaaer igjennem Verden, Helvede og Himmerige. Alt, Alt, hvad der blot har en Skygge af Ondt, vil engang komme igjen, med mindre det af Guds Naade bliver opfanget paa Vejen, og forlange Oprejsning, gjøre Fordring paa Ligevægt. Hvad der var ondt i Verden, udkræver heri Helvede et tilsvarende Maal af Pine.

Kan Du høre, hvorledes Myggene summe og svirre omkring mig?

Der er eet Træ i Skoven, hvorunder jeg atter og atter maa standse, med dybe Sukke. Det bærer et for-