477
knyttede sig, der saa godt som allerede var min, men om hvem jeg nu skulde kæmpe den haardeste Kamp af alle, den med Døden.
Galilæa, dejlige Land! Jeg kjender intet mere henrivende end Modsætningen imellem det vilde, mørke og øde Judæa og det blide, lyse og frugtbare Galilæa. Og i Galilæa kjender jeg intet herligere Sted end Thabors Bjerg. Jeg seer det for mine Øjne. Det hæver sig frit og ene lige op af Sletten i aflang Kegleskikkelse, med bratte Sider mod alle Himmelhjørner. Lige indtil Toppen er det beklædt med Skov og Krat; altid grønne Ege og Pinier kappes med hinanden i Herlighed. Og hele Bjerget er ligesom besaaet med aromatiske Planter; der er en Friskhed i Naturen, som jeg intetsteds i Verden saaledes har følt. Kun fra Sydsiden er Bjerget tilgængeligt; i yndige Bugter, som bestandig føre nye henrivende Landskaber for Øje, slynger Vejen sig frem og tilbage opad Bjergsiden. I mærkelig Grad bliver Luften stedse friskere, renere, mere balsamisk; Man aander ligesom i en ganske ny Tilværelse efter at have forladt den hede, forbrændte Slette. Det er en lang, men kostelig Vei, meget længer, men tillige langt dejligere, end Man havde forestillet sig. Og naar Man saa endelig har naaet Bjergets Top, finder Man til sin Overraskelse en Slette for sig, som tilfulde er en halv Miil i Omkreds. Saa stort og saa høit er Bjerget. Denne Slette er smykket med det skjønneste Græstæppe og med Grupper af de herligste Træer, og Luf-
