479
Indtryk gjennem hende. Den nedgaaende Sol kastede et varmt Skjær over hendes fine Træk; de vare ligesom forklarede i stille Henrykkelse. Der var en Skjønhed deri, som var større, end Jorden formaaer at give. Aldrig havde jeg følt det saa stærkt og levende som i denne Time. Al denne Verdens Dejlighed, maaskee uden Lige, som laa udbredt rundt omkring mig, var dog Intet mod den, som aabenbarede sig for mig i hendes dyrebare Aasyn.
O, min Ven, forarges ikke paa mig, at jeg saaledes dvæler ved alt dette! Det er daarligt, det er sandt; men det er naturligt, og jeg kan ikke Andet. Det hører med til min Pine, i Mindet at gjenkalde mig mit Livs lykkelige Øjeblikke.
Mod Nord saae vi vide ud over Galilæas Høje til Libanons og Antilibanons mægtige Snetoppe og Egnen omkring Damascus. Lige under vore Fødder laa i Nord, Vest og Syd de smaa Byer: Kana, Nazareth og Nain, med de hellige, hjerterørende Minder. Imod Vest havde vi for os Esdrelons rige, yndige Slette, Karmels Bjerg, og det vide Hav, hvori Solen netop gik ned. Den lille Flod Kison slyngede sig som et Sølvbaand igjennem Dalen, og ledede Blikket ud til det i Havet fremspringende hellige Forbjerg. Imod Øst falder Blikket strax paa den skjønne Genezareth Sø, som glimter i Aftensolen. Den lille By Tiberias ligger ved dens Bred, nu naturligviis i Ruiner; Kapernaum er ikke langt borte. Hiinsides udstrækker sig vide den Ørken,
