Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/498

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

484

komme. Pludselig mærkede jeg, at Nogen var ganske nær ved mig. Det var Lili, som ubemærket var fulgt efter mig, og nu stille lagde sin Arm i min. Tause stode vi saaledes forenede; det var mig ligesom en hellig Time. Jeg troer, jeg lagde min Arm om hendes Liv. Jeg troer, siger jeg; thi, gjorde jeg det, skete det paa uvilkaarlig Maade.

Solen gik op i al sin Pragt; dens første Straaler brøde sig i vore Blikke og bragte Karmels Toppe og Aase til at gløde. Det var især i Vesten, at Morgenens Herlighed udfoldede sig. Her udbredte sig det vide Hav, og hver lille Bølge gav sit Glimt, idet den nye Dag sejerrig brød frem.

Otto, her er godt at være. — sagde Lili sagte, og havde i samme Nu glemt, at hun havde talt. Jeg drog stiltiende min Burnus tættere om hende; en kold Vind trak hen over Bjerget.

Endnu var Daldybet skjult af Dunst og Taage. Men snart kom der Bevægelse i det luftige Dække; det hævede, udvidede sig. Gjennem en Rift lod pludselig en Kuppel og nogle hvide Mure sig tilsyne i Dybet. Lidt efter lidt udvidedes Aabningen, og snart laa en heel lille Stad fremme for vore Blikke, ligesom en Aabenbarelse fra en anden Verden.

Nazareth! — udbrød Lili med Overraskelsens Glæde: — Ydmyge, yndige Nazareth! — Her ere Verdens Ender samlede: Nazareth og Thabor. Født i Støvet under de ringeste Kaar, var han dog