484
komme. Pludselig mærkede jeg, at Nogen var ganske nær ved mig. Det var Lili, som ubemærket var fulgt efter mig, og nu stille lagde sin Arm i min. Tause stode vi saaledes forenede; det var mig ligesom en hellig Time. Jeg troer, jeg lagde min Arm om hendes Liv. Jeg troer, siger jeg; thi, gjorde jeg det, skete det paa uvilkaarlig Maade.
Solen gik op i al sin Pragt; dens første Straaler brøde sig i vore Blikke og bragte Karmels Toppe og Aase til at gløde. Det var især i Vesten, at Morgenens Herlighed udfoldede sig. Her udbredte sig det vide Hav, og hver lille Bølge gav sit Glimt, idet den nye Dag sejerrig brød frem.
— Otto, her er godt at være. — sagde Lili sagte, og havde i samme Nu glemt, at hun havde talt. Jeg drog stiltiende min Burnus tættere om hende; en kold Vind trak hen over Bjerget.
Endnu var Daldybet skjult af Dunst og Taage. Men snart kom der Bevægelse i det luftige Dække; det hævede, udvidede sig. Gjennem en Rift lod pludselig en Kuppel og nogle hvide Mure sig tilsyne i Dybet. Lidt efter lidt udvidedes Aabningen, og snart laa en heel lille Stad fremme for vore Blikke, ligesom en Aabenbarelse fra en anden Verden.
— Nazareth! — udbrød Lili med Overraskelsens Glæde: — Ydmyge, yndige Nazareth! — Her ere Verdens Ender samlede: Nazareth og Thabor. Født i Støvet under de ringeste Kaar, var han dog
