485
Guds Søn, Arving til hele Guds Magt og Herlighed. —
Hun sagde blot han, og jeg spurgte ikke: Hvem? Det var nemlig ikke til at tage fejl af. Hun havde kun een eneste fast og stadig Tanke i Verden. Der hører Meget til at leve; derfor var ingen af Livets ædlere Interesser hende fremmed. Men selve Livet, Livet i hende, — det var han, han den Eneste.
Et sidste Blik, og vi vendte os for at gaa tilbage.
— Her blev han forklaret. — tog Lili igjen tilorde, idet hun standsede og med et langt Blik saae sig omkring: — Det var dog ikke, fordi han allerede havde fuldendt Løbet og fuldkommet sin himmelske Faders Gjerning. Det Tungeste var endnu tilbage, den dybeste Fornedrelse, den bittreste Lidelse: Gethsemane, Gabbatha, Golgatha. Men her paa Bjerget forudgreb han for nogle Øjeblikke den evige, fuldkomne Herlighed, som ventede ham hos Faderen, og gik styrket videre. — — Otto, er det ikke ogsaa saaledes med os heri Verden, med alle dem, der ved ham ere blevne Guds Børn? Vi have endnu en kortere eller længere Prøvelsens Vej for os; men for Øjeblikket kunne vi forudgribe det evige Liv, den fuldkomne Frihed og Glæde. Uden dette vilde for mange Sjæle Tilværelsen vel heller ikke være til at udholde. — Min Sjæl jubler i mig! I hvert Aandedrag har jeg Livets Fylde. Ære være ham! — Nogle saadanne Øjeblikke ere ogsaa blevne os forundte herpaa Bjerget! —
