Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/501

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

487

pudsede deres Vaaben. Tyrkerne alene bestilte Ingenting. Efter endt Morgenandagt havde de faaet deres første Pibe tændt, og lode sig som fødte Herrer opvarte. Men ogsaa i videre Omkreds rørte sig det nye Liv. Nær og fjern spredte Hjorder af muntre Gjeder sig over Bjergets Flade. Det var en livlig, ynderig Morgenscene.

Min Moder havde Intet at indvende mod Lilis Ønske. Det var overhovedet en beundringsværdig — skal jeg kalde det Selvfornægtelse eller blot Føjelighed, min Moder i den senere Tid havde udviist. Jeg troer, det Sidste. Et Liv saaledes udenfor alle Former og Regler kunde ganske vist ikke behage hende. Men hun var for klog til ikke at indsee, hvor meget der stod paa Spil, og at hun indtil videre maatte lade det gaa, som det bedst kunde. Lili var ikke mindre i hendes Tanker end i mine. Men aldrig saae jeg nogensinde paa hende med det skarpe Blik, hvormed hun saa ofte betragtede hende.

Vi bleve altsaa, og fortrøde det ikke. Det frie Lejrliv, paa det herligste Sted, ligesom hævet over Verden, med Udsigt over et heelt Land, og Landet var det hellige Land, med den reneste Luft, med en Natur saa riig, frisk og duftende som i Edens Have, med en Hvile saa fuldkommen, som jeg ingensinde før havde kjendt den, — var en sand Velsignelse for os alle. Lili kjendte Intet til Hjertebanken og Ængstelser; hendes Kind beholdt med ringe Afvexling den samme fine Rødme.