Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

37

et fiint Huus, og giver den fine Mand. Jeg hylder naturligviis nu, som altid, især Selskabeligheden, og de deri givne, saavel hemmelige som aabenbare Kilder til Nydelse. Faa Mennesker have kjendt disse Kilder saa vel som jeg, og saa vel benyttet dem. Men nu — jeg siger ikke: — beklag mig, min Ven! — thi ingen Medfølelse vilde nu kunne gjøre mig godt. Jeg siger alene: — Der har Du Helvedes Elendighed for Dig, beskreven i to Ord: — Jeg vil nyde, jeg vil svælge i Nydelse nu som før, og det uden Sandser, sat udenfor al Virkelighed! Er det ikke Vanvid? Men saaledes, saaledes skal det være.

Bekjendte har jeg fundet i Mængde, ogsaa en god Deel Venner. Men jeg hilser fra Ingen. Jeg har endnu ikke glemt, hvor fiintfølende Verden er. Det vilde jo være Synd at blamere de arme Familier, og Hilsenen kunde jo desuden ingen Glæde volde dem. Lad kun disse Henfarne i Verden fremdeles gjælde for salige! Helvedes Pine bliver dem derfor ikke ringere.

Tør jeg gaa ind paa en Beskrivelse af Helvede? Lader Sligt sig overhovedet beskrive? Jeg er nærved at tvivle derom. Men lad mig dog i faa Træk forsøge det! Helvede har naturligviis ogsaa sin Geografi. — Hvor udstrakt Landet er? Ingen formaaer at sige det. I det Uendelige; det er det eneste Svar, som kan gives. Jeg tænker, om Man tog Jord og Sol og Maane og alle Planeter, saa vilde de dog langtfra kunne udfylde Helvede. Dog, hvad snakker jeg? Der gives her vel