Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/515

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

501

langt fra mine Tanker. O, hvor brat kan ikke Uskyldigheden svinde! Mit Væsen var besmittet. Kun Een havde kunnet rense mig, han, der ikke vilde fordømme den utugtige Kvinde. Men ham søgte jeg ikke, bedaarer, som jeg var, af en Anden.

Jeg blev syg; men den onde Lyst forlod mig ikke. Det var tværtimod den Feber, som brændte i mine Aarer. I Vildelse maa jeg have røbet min Mand Alt. Jeg døde. Min sidste Forestilling i Verden var hiint Vellystens og Syndens Øjeblik i Salen. Jeg foer hen; da jeg atter oplod mine Øjne, var jeg i Helvedes Pine. Det kunde jo ikke være anderledes. — —

Efter et længere Ophold vedblev Emily sin Fortælling: — Har Du prøvet, hvad det er, at gaa igjen? Nu, saa veed Du heller ikke, hvilken kvalfuld Nødvendighed vi heri ere underkastede. Jeg havde ikke Ro paa mig. Jeg maatte tilbage — tilbage for at søge om den tabte Perle. Og nu har jeg søgt vel allerede et Par hundrede Aar; den var — den er ikke til at finde!

Hvad jeg følte, da jeg som en fredløs Aand igjen besøgte mit gamle Hjem, det er ikke til at skildre. Men blandt disse mine Følelser var en underlig bævende Banghed den fremherskende. Jeg skjalv som den, der gaaer paa forbudne Veje. Uhygge førte jeg med mig, hvor jeg kom frem; men uhyggelig var jeg selv tilmode.

Ikke en Krog i det store gamle Huus lod jeg