502
uransaget. Oppe og nede, i Gange og Værelser, paa Loft og i Kjælder, overalt søgte jeg min tabte Perle. Og Forfærdelse udbredte jeg overalt; men al den Forfærdelse, jeg udbredte, vendte tilbage imod mig selv og fyldte mit eget Hjerte. Enhver, som har levet i dette Huus, veed at tale om Fruen med Lampen; at møde mig er det Samme som Dødens Rædsel. Kun een og anden gammel Tjener, som er bleven graa i Husets Tjeneste, holder Stand imod mig. Han har seet mig saa ofte, er bleven saa vant til min Færd, at han med en stille Bøn gaaer mig dristig forbi. Vi gaa hver i sin Dont gjennem de stille Gange, kun med den Forskjel, at han er paa de rette, jeg derimod paa de urette Veje. Det gjør mit stakkels bævende Hjerte saa godt, at møde en saadan gammel Bekjendt i det for mig saa øde Huus; det har dog ligesom en Smag eller Duft af Hjemlighed. Jeg har seet ham i alle Aldere sysle gjennem Huset. Nu er hans Tid snart ude; hans Haar er hvidt, hans Gang er vaklende. Men jo ældre, desto frejdigere, for ikke at sige fortroligere, kommer han mig imøde. Han alene er ikke bange for mig. Og han har heller ingen Grund til at være det. Jeg kan ligesaa lidt gjøre ham Noget, som han kan gjøre mig. Jeg søger blot min Perle.
— O Du min Perle, hvor skal jeg finde Dig? — Det er min herskende Tanke.
Jeg pusler i Herskabets Sovekammer; det var engang ogsaa mit. Der stod Brudesengen, der stod mine
